BISOUS MADAME BIJOUX

HUSK DIG SELV

april 15, 17 Mille

Jeg vil skrive lidt om, hvor vigtigt jeg mener det er, at man husker at sætte tid af til sig selv og sine egne særheder eller ego-behov. Jeg selv har behov for min Mille-tid, som en plante har brug for vand. Og det siger vel ikke så lidt; hele tiden skal man huske det, ellers – ja, så dør den. Måske lige voldsomt nok, men nu kan I umuligt misforstå min pointe.

skaermbillede-2017-04-15-kl-21-55-00

I denne påskeferie har jeg arbejdet som en gal ude på stationen de sidste par dage – og den står også på nogle lange vagter igen i morgen og på mandag. Og så er den ferie altså bare hurtigt gået. Jeg er dog glad for, at jeg fik “solgt” nogle af mine vagter på Bone’s her i ferien, for ellers havde jeg ikke haft tid til andet end at arbejde – og at være træt. For tjenerlivet ER faktisk umådeligt hårdt; man står med et enormt ansvar og man skal hele tiden sørge for at være et skridt foran. Ikke så mærkeligt, at man er helt bombet efter 10 timer med hurtigsko på. Heldigvis nyder jeg altid at være der – hvad end det er på Bone’s eller ude på stationen, hvor der bare er en helt anden stemning. Men tilbage til hele pointen ved denne smøre; jeg fik sagt fra overfor mig selv, da jeg lod to vagter på Bone’s gå til spilde til fordel for noget ekstra tid til at mærke mig selv og få slappet lidt af. Her til aften takker jeg mig selv for, at jeg kan have denne aften til at blogge lidt og se min serie (som jeg i øvrigt nok skal tippe Jer om snarest muligt!), istedet for at kaste med tunge tallerkener og servicere børnefamilier med sodavand og spareribs. Sikke en befrielse.

Det gik derfor op for mig, hvor vigtigt det er, at huske at passe på sig selv og at give sig selv lov til at lave ingenting. Selvom jeg godt kunne bruge pengene, så skal de bare heller ikke være “surt-tjente”. For hvis hele livet skal være en endeløs kamp om at tjene trælse penge, så ville jeg nok spørge mig selv en gang eller to, om de egentlig er det værd – eller om tiden med sig selv måske ikke opvejer, at månedens penge måske ikke lige rækker til den nye grønne kjole fra Ganni. (Fornemmer I lidt misundelse her, tager I fejl – selvom jeg indrømmer, at den virkelig er flot.)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BISOUS MADAME BIJOUX