Ih, ja tak! Jeg er så glad. Min første milepæl i nedtællingen på studiestart er nu nået; turen til Berlin med Kalle. Jeg glædede mig helt vildt til vores lille forlængede weekend, hvor vi kunne få lov bare at være os to, når nu vores boligsituation er, at vi begge stadig bor hjemme hos vores forældre. Det var så skønt at være “voksne kærester” for en stund, haha. Det lyder måske halvidiotisk, men jeg tror det ligger i, at vi har prøvet at være par mens den ene af os boede i egen lejlighed, og det er altså bare noget helt andet. Når det så er sagt, så nyder jeg virkelig også den sidste tid hos min familie! Det må endelig ikke misforståes, men jeg er også klar til alt det andet. Regninger, indkøb, rengøring og alt det andet megakedelige. (Alt det gode opvejer det jo helt klart! Jeg mener; egen sofa, egen indretning, roen, overblikket og ansvaret – jeg ser sådan frem til det hele) Og Berlin var klart en milepæl, vi tæller ned fra sølle 2,5 måned nu! Jeg kan slet ikke tro det.

Ventetiden må fordrives (og fejres) med en lille Berlinerrapport fra vores miniferie:

En god kaffe på en hyggelig hjørnecafé tæt på vores hotel blev nydt udendørs på en kølig formiddag, og på den måde blev dagen skudt i gang.

Et obligatorisk turistbillede foran Brandenburger Tor.

Vores hotel lå dejligt placeret få meter fra en lille bypark. Vi strejfede igennem stierne og nød solens varmende stråler og træernes smukke efterårsfarver.

Vores kulturelle dag spenderede vi på det tyske historiemuseum, hvor vi bl.a. så denne udstilling.

En af dagene købte vi en dagsbillet til togene dernede, hvor vi bl.a. endte med at gå en tur langs muren og så The East Side Gallery.

…Og selvfølgelig fik jeg knipset et billede af den mest kendte del af væggen med dødskysset.

En brezel eller to blev det selvfølgelig også til på turen. Anbefaler helt klart dem med ost <3

Det var alt hvad jeg havde til Jer for i dag, og nu vil jeg gå videre med at fejre min 2,5 måneds milepæl med en kop varm te og et afsnit af Grey’s Anatomy.

Onsdagskrammer, Mille

Jeg lavede før et indlæg omkring ting jeg glæder mig til. Jeg ved ikke om det gjorde noget hverken godt eller skidt for mit mentale helbred at jeg strikkede sådan et indlæg sammen, men ikke desto mindre glæder jeg mig på nuværende tidspunkt så meget til at flytte hjemmefra igen, i det hele taget at udforske et helt nyt og uberørt territorie (for mit vedkommen vel at mærke) og selvfølgelig at påbegynde drømmestudie. Det er jo helt vanvittigt, vanvittigt at jeg bliver så skør og påvirket af sommerfuglene i min mave. Jeg falder nærmest fra hinanden i tide og utide. Er det på nogen måde usundt at glæde sig? Og kan man glæde sig for meget? For intenst? Alle siger “det er sundt at glæde sig”, bevares. Jeg tror til dels på det, men det kan også være en pinefuld affære. Nu taler jeg bare lige ud af posen, for jeg kan mærke at bare det at få lov at skrive om det måske hjælper lidt. At tale om det hjælper, at google hjælper. At finde inspirerende boligindretningsbilleder hjælper, at øve mig på tissekonebegreberne hjælper. Altsammen fordi det får mig til at føle, at jeg kommer ét nanoskridt tættere på det, jeg glæder mig aller mest til.

Jeg er et nervevrag på de her dage, hvor jeg bare er alene og ikke skal på arbejde hverken det ene eller det andet sted. Jeg er et vrag af glædesnerver, ha. For bare rolig, det er jo heller ikke værre end at jeg bare virkelig virkelig ikke kan vente. Det grænser sig til at være som en 5 årig, der glæder sig til jul og gaver og risalamande. Og så gang det lige med 100, så tror jeg vi er ved at være der.

Jeg tror bare det bunder i at jeg er ved at være så klar som man nu kan være, både praktisk og mentalt. Mit hoved er nærmest allerede flyttet ud af mit kære lille barndomshjem på min barndomsvej i min barndomsby. Jeg bor allerede i Esbjerg, som jeg ikke er flyttet til. Jeg går allerede på studiet, jeg ikke er begyndt på. Jeg har allerede indrettet min lejlighed, som jeg ikke har lejet. Jeg stopper nu. Hej hej <3

Billede taget på en varm junidag. Helt uvidende om optagelse på studie og det, der der til hører. Men dog glad og jeg er også glad nu. Forventningsfuld, utålmodig, men glad. 

Så blev det søndag. Og her sidder jeg nu engang i min seng med de vildeste søndags blues. Følelsen når man egentlig ikke har hverken tømmermænd af den ene eller den anden slags, men hvor kroppen egentlig bare er gået i stand by, indtil mandagen igen byder sig, om hvad der, lige nu, føles som få timer. Søndags blues indebærer også følelsen af en helt igennem vellykket aften, som nu er passé, men man sidder alligevel med følelsen af, at man ikke var helt klar til at sige farvel. Og så dog, for på samme tid er man død og pine virkelig træt og udmattet. Sådan rigtigt tung i sindet og tom for energi. Så måske alligevel godt, at lørdagens festligheder kom til ende. Søndags blues er et kompleks af modsatrettede følelser og energier, og jeg både hader og elsker det.

Vores parmiddag gik til gengæld virkelig godt, over al forventning. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi mødes sådan med vores kære mænder. Det var så hyggeligt og stemningen var helt i top. Det endte med at blive en værre spilleaften, og desværre måtte jeg tage mig til takke med intet mindre end 0 sejre i løbet af aftenen. Vi spillede ellers både Hint, bordfodbold og en slags bord-curling på den relativt nye sportsbar, der er åbnet i Silkeborg. Så man skulle jo ellers tro at jeg havde en chance for at vinde, men nej… Den evige taber er og bliver altså mig.

For at få en afslutning på den her historie om mænd og parmiddag i to dele, så konkluderer jeg lige at jeg rent faktisk ikke er så afvisende overfor om vores mænd synes, at en parmiddag igen en anden gang kunne være en hamrende god idé. Og det er altid dejligt ikke at være alene om den følelse! SKÅL.

Langt om længe er der nu blevet stablet en såkaldt parmiddag på benene blandt os to og vores kære (lettere påtvungne) mænd. Det er nemlig ikke ligefrem fordi Kalle har trukket mig i armen og spurgt indtrængende og med hundeøjne, om ikke vi godt snart kunne mødes igen som”par”, siden vores sidste sammenkomst for noget nær 1,5 år siden, da jeg stadig boede i lejligheden og inviterede spontant på hotdogs. Ej heller kunne jeg forestille mig Jannik gøre lignende overfor Siv. Let’s be honest: det her er en rigtig pige-ting, det her med at være vennepar (og så endda med ens bedste veninde og hendes påhæng). Bedre bliver det sgu ikke.

Et meget malende og beskrivende billede af, hvordan man kunne forestille os se ud sammen i aften. Jeg tænker I måske godt kan se bort fra både jakkesæt, højt hår, skulderpuder og pufskørter. Men måske drinksene på bordet og dessert ligeså kan gå an (I will bring the wine and the dessert)…

De kære, stakkels, uskyldige mænd. Jeg ved at de gør det for vores skyld, for de er næsten som fremmede for hinanden. Men en god flaske vin, måske et par gin&tonics, lidt mad ned i skrutten og så ellers bare en herre god stemning med musik og spil, så kan det næsten kun lægge op til at blive en god aften. Jeg glæder mig sådan til at være “par” sammen med andre, for det er så nemt bare at være i tosomheden derhjemme under dynen med netflix og bland selv slik. Er spændt, lidt nervøs og for at det ikke skal være løgn har jeg glædet mig så meget at jeg i nat drømte, at jeg ikke kunne nå at komme med (og skuffelsen var stor, så det må vel være et godt tegn!). Umiddelbart tænker jeg også at Siv går rundt med lignende følelser her i timerne op til. For vi er sgu rimelig ens når det kommer til følelser og sådan. Det blev vi i hvert fald pludselig meget bevidste om undervejs på rejsen i Thailand og Vietnam – men det er også en anden snak. Pointen er vel bare, at jeg ikke er alene om hverken glæden, spændingen og det lille frø af nervøsitet, der også er blevet sået i min mavse. Del 2 af dette indlæg kan I allerede nu se frem til i morgen mine kære læsere. Will be continued…

Et glædeligt gensyn kære læsere, forbipasserende og bekendte der måtte læse med! HEJ. Jeg har så mange følelser inde i min krop, følelser af glæde, overraskelse, spænding og på samme tid også frygt og forvirring. Et væld af følelser i hver sin ende af følelsesskalaen. Wauw, der er sket så uendeligt meget siden sidst jeg skrev herinde. Den “akavede stilhed” Siv nævnte i sidste indlæg kan vidst næppe være beskrevet mere præcist. Men vi vil ikke beklage os, for vi har befundet os langt mod øst den sidste måned, Thailand og Vietnam. Intet mindre. Men hvis I har fulgt med i en sum tid, så vidste I det formentlig allerede. Det har været en kæmpe oplevelse, grænseoverskridende på alle tænkelige måder, og lige nu kan jeg ikke være andet end taknemmelig for at have oplevet og set alle de ting jeg har, men samtidig også være afsindig GLAD for at være hjemme på dansk jord igen! Åh, det føles godt. Med en masse rare ting i bagagen (og mindre rare; jf. bed bugs, AD!), så er det nu altid dejligt at komme over på den anden side, så man har lettere ved at fordøje alle oplevelserne. Gode som dårlige.

Sairee Beach, Koh Tao – Thailand 

Mange ting er sket undervejs på rejsen også ting, som kommer til at have enorm stor betydning for min nærliggende fremtid – Jeg er kommet ind på mit drømmestudie! Fra den 4. februar 2019 kan jeg kalde mig selv for jordemoderstuderende. Jeg har aldrig været så lettet og fyldt med lykke, som da jeg fik beskeden en tidlig tidlig morgen i det nordlige Vietnam, Hanoi, få timer forinden vores tur mod Ha Long Bay skulle begynde. På trods af, at vi befandt os på det mest lusede af lusede hostets i hele Asien (med menstruationsblod på de IKKE rengjorte lagner!!) så har jeg aldrig oplevet noget så fantastisk som det var at få beskeden om, at jeg er blevet tilbudt en standby plads på mit drømmestudie. Måske spørger I nu Jer selv om, jamen hvordan jeg så kan vide, at jeg allerede skal starte til februar? Men lykken og glæden stopper ikke her; dagen før afrejse fra Bangkok hjem til det dejlige danske, får jeg en ny besked hvori der står, at de allerede nu kan tilbyde mig en plads til vinterstart. Mit held brusede ud af kroppen på mig! Hvordan? Hvordan kan jeg være så heldig? Heldet kan da umuligt kunne blive ved med at tilsmile mig i så høj grad? Jeg kan næsten ikke tro, at det her sker for mig. Nu behøver jeg ikke at gå i uvished, nu kan jeg rent faktisk ånde lettet op, og bare lade tiden gå til det bliver februar. Jeg må nive mig selv i armen, for jeg har svært ved at acceptere mit held. For ærligt talt føler jeg mig helt ualmindeligt heldig. Jeg skal måske bare lige sluge det, vænne mig til den gode nyhed og mit nye liv, der kun om et halvt års tid skal begynde for alvor.

Rod med rod på, men jeg håber min glæde skinner igennem og at det var til at læse sig igennem, haha. Lykke til alle Jer andre, der også kom ind på 1, 2, 3 prioritet, standbyplads eller skal til at påbegynde indsamlingerne til at søge kvote 2 <3 I er alle stjerner!

Mille