En lille historie om hår

Så skete det! Jeg blev klippet igen-igen. Med fare for at dette indlæg bliver temmelig meget ananas i egen juice, så håber jeg nu engang at I alligevel vil læse med 😉 Jeg har nemlig gravet lidt i mine gamle billeder, og udvalgt nogle stykker således I kan få et indblik i noget så spændende og interessant som mit hår. Ikke puppes-, ej heller armhule- eller benhår – det må blive en anden god gang. Men noget så simpelt som håret på mit hoved.

sommer, 2016: Jeg havde forinden haft virkelig langt hår og trængte til at prøve noget nyt – sikkert i forbindelse med at jeg var flyttet hjemmefra og skulle mærke følelsen af at være helt vildt voksen. For er det ikke som om, at man bare føler sig mere voksen når håret får en ordentlig omgang? Fra barn til voksen kan vi kalde denne hår-epoke of mine.

sommer, 2017: Yes helt og aldeles nyudklækket student har I her. (bliver man ikke glad af sådan et billede? skynd jer at finde albummet frem fra studentertiden, det kan virkelig redde min dag hvis jeg er nede!) Her havde jeg ladet håret gro – helt sikkert fordi jeg var blevet vant til livet som udeboende på SU og ikke havde pengene til de helt store frisørbesøg længere – for ja, man bliver jo klogere. Men jeg kan dog huske at jeg alligevel smed små 80 kr for at få lavet pandehår i form af “gardiner”, som jeg på det her tidspunkt aldrig havde prøvet før. Det var i forbindelse med en mundtlig dansk eksamen, kan jeg huske – jeg var ellevild og tog direkte til frisøren og fik pandelokkerne klippet uden overhovedet at have skænket det en tanke forinden. Spontanitet udspringer ofte af glæde tror jeg, og i det her tilfælde ses det tydeligt. Dette var starten på en frygtelig hår-epoke jeg gerne vil kalde gardinmareridtet.

vinter, 2018: For som I kan se slap jeg aldrig helt væk med det pandehår der – nærmere betegnet som gardinerne. Jeg ville så gerne have dem til at gro ud, men var også gået hen og blevet helt glad for de lange lokker igen, så jeg kunne ikke nænne at blive klippet. Det var dog kun indtil den dag, jeg godt kunne nænne; for hu-hej pludselig skulle der ske noget igen. Og Mille her gør aldrig noget halvt; så selvfølgelig skulle hele håret have en tur – og med det mente jeg jo selvfølgelig også gardinerne (hvad tænkte jeg dog på??) så ja, det blev ikke en ende men der i mod en genopstand til pandehårets store overraskelse, som endnu engang fik lov at trives i form af de elskede og hadede gardiner.

efterår, 2018: På ovenstående billede til venstre ser I en glad Mille i Vietnam, der har forsøgt at tæmme manken (uden held, som I ser). Jeg havde fået det godt mellemlangt igen efter den sidste tur ved frisøren, hvor det blev en lang page. Gardinerne er gemt væk (ikke bare i blæsten) men i en knold på toppen af hovedet. Dette har so far været min løsning på at få gardinerne pakket lidt væk for en stund, efter igen-igen at have fortrudt det. Det er en ond cirkel siger jeg jer – glemt alt om hvad jeg før har skrevet om at det “giver noget godt til ansigtet og bla bla” – jeg var ikke mig selv de gange jeg fik det klippet. Nu har jeg været til frisøren og fået det fikset – hun lavede en fin korthårsfrisure, hvor pandehåret nu er blevet mere integreret i resten af håret. Jeg håber, at det er noget jeg kan blive glad for. Og ærligt, så tror jeg det faktisk allerede. Næste gang jeg skal klippes kan jeg nemlig få alle længderne forenet, sådan som jeg kan se, at det står skrevet i stjernerne for mig <3