I dag er det årets sidste officielle sommerdag, og I ved hvad det betyder! Efterår. Brunlige, orange og rødlige nuancer i alle afskygninger kommer til at pryde det danske land. Ikke kun i naturen for bestemt også i påklædningen hvis jeg kender mig selv og mine medsøstre ret. Der sniger sig altid nogle mørkere og varmere farver ind i garderoben på denne årstid, måske for at kompensere for kulden udenfor, eller måske i virkeligheden for at matche med naturens efterårsforfald? Under alle omstændigheder er efteråret, for mig, altid en anledning til at tilføje nye, vamsede, praktiske og ikke mindst varme elementer til ønskelisten. Hvilke sager skal i have på ønskelisten? Eller måske endda erhverve jer med?
Ovenstående er jeg nok blevet spurgt om en halvfjerds-firs gange siden jeg er kommet hjem fra rejse; “hvad skal der så ske nu?”, “hvad skal du så lave indtil studiestart?” eller “har du så fundet et nyt arbejde?”.
Jeg har to ting at sige til det. 1. Jeg troede jeg havde et arbejde, et vikarjob vel at mærke. Men er der timer i det? Nej. Nu sidder jeg på 2. uge og er stadig ikke blevet ringet op. Om jeg er utålmodig? JA.
2. Jeg ved det ikke lige nu? Er det ikke også okay? At jeg i et halvt år, seks måneder, rent faktisk ikke har nogen plan?
For manges vedkommen spørger de jo bare af ren nysgerrighed og interesse for hvad jeg går og bruger min hverdag på. Det er altid spændende at høre! Jeg indrømmer; jeg spørger da selv folk om det samme. Altid god ice breaker, vi ved bare ikke altid om spørgsmålet på nogen måde kan ske at være et lille stik i siden hver gang det kommer ud ad nogens læber. Jeg selv kan virkelig mærke det nu. Stikket. Jeg kan mærke usikkerheden, fortvivlelsen hobe sig op. Mig, der altid har haft en plan – altid har haft et arbejde. En hverdag. Det er mere end hvad man kan sige jeg har lige nu. Mine dage er så uendeligt lange, og jeg ved godt at jeg måske ynker og har ondt af mig selv, men jeg kan faktisk næsten ikke holde det ud. Jeg har nu skrevet 11 ansøgninger og søgt 15 forskellige steder. Men hvad hjælper det når alt jeg kan tilbyde er et halvt år på arbejdsmarkedet før studiet kalder til februar? Jeg synes det hele virker så opgivende, og tanken om at jeg ingen indtægt har dræber mig langsomt. Jeg kan mærke hvor stresset det gør mig. Ærligt, det stresser mig ikke at lave noget. Og at blive mindet om det konstant når folk med nysgerrighed i stemmen spørger – vel at mærke efter jeg netop har fortalt om mine planer til vinter – hvad jeg så laver nu? Mit svar: ingenting. Av, det svider. Og jeg vil vædde min arm på, at jeg ikke er ene om denne følelse. Det trøster mig trods alt lidt.
Et glædeligt gensyn kære læsere, forbipasserende og bekendte der måtte læse med! HEJ. Jeg har så mange følelser inde i min krop, følelser af glæde, overraskelse, spænding og på samme tid også frygt og forvirring. Et væld af følelser i hver sin ende af følelsesskalaen. Wauw, der er sket så uendeligt meget siden sidst jeg skrev herinde. Den “akavede stilhed” Siv nævnte i sidste indlæg kan vidst næppe være beskrevet mere præcist. Men vi vil ikke beklage os, for vi har befundet os langt mod øst den sidste måned, Thailand og Vietnam. Intet mindre. Men hvis I har fulgt med i en sum tid, så vidste I det formentlig allerede. Det har været en kæmpe oplevelse, grænseoverskridende på alle tænkelige måder, og lige nu kan jeg ikke være andet end taknemmelig for at have oplevet og set alle de ting jeg har, men samtidig også være afsindig GLAD for at være hjemme på dansk jord igen! Åh, det føles godt. Med en masse rare ting i bagagen (og mindre rare; jf. bed bugs, AD!), så er det nu altid dejligt at komme over på den anden side, så man har lettere ved at fordøje alle oplevelserne. Gode som dårlige.
Sairee Beach, Koh Tao – Thailand
Mange ting er sket undervejs på rejsen også ting, som kommer til at have enorm stor betydning for min nærliggende fremtid – Jeg er kommet ind på mit drømmestudie! Fra den 4. februar 2019 kan jeg kalde mig selv for jordemoderstuderende. Jeg har aldrig været så lettet og fyldt med lykke, som da jeg fik beskeden en tidlig tidlig morgen i det nordlige Vietnam, Hanoi, få timer forinden vores tur mod Ha Long Bay skulle begynde. På trods af, at vi befandt os på det mest lusede af lusede hostets i hele Asien (med menstruationsblod på de IKKE rengjorte lagner!!) så har jeg aldrig oplevet noget så fantastisk som det var at få beskeden om, at jeg er blevet tilbudt en standby plads på mit drømmestudie. Måske spørger I nu Jer selv om, jamen hvordan jeg så kan vide, at jeg allerede skal starte til februar? Men lykken og glæden stopper ikke her; dagen før afrejse fra Bangkok hjem til det dejlige danske, får jeg en ny besked hvori der står, at de allerede nu kan tilbyde mig en plads til vinterstart. Mit held brusede ud af kroppen på mig! Hvordan? Hvordan kan jeg være så heldig? Heldet kan da umuligt kunne blive ved med at tilsmile mig i så høj grad? Jeg kan næsten ikke tro, at det her sker for mig. Nu behøver jeg ikke at gå i uvished, nu kan jeg rent faktisk ånde lettet op, og bare lade tiden gå til det bliver februar. Jeg må nive mig selv i armen, for jeg har svært ved at acceptere mit held. For ærligt talt føler jeg mig helt ualmindeligt heldig. Jeg skal måske bare lige sluge det, vænne mig til den gode nyhed og mit nye liv, der kun om et halvt års tid skal begynde for alvor.
Rod med rod på, men jeg håber min glæde skinner igennem og at det var til at læse sig igennem, haha. Lykke til alle Jer andre, der også kom ind på 1, 2, 3 prioritet, standbyplads eller skal til at påbegynde indsamlingerne til at søge kvote 2 <3 I er alle stjerner!
Hold da op, en måneds akavet stilhed, det er vist den rigtige betegnelse for Milles og min forsømmelse af blogningen denne måned. Men hold da op en måned, vi har været på hvad vi selv vil betegne som “vores livs rejse,” nok mest af alt fordi vi ikke har tænkt os at gøre det igen lige foreløbig, og det derfor også var en once in a lifetime experience. For mig har det været mere end blot et eventyr men også en “personlig rejse,” hvor jeg er vokset med opgaven og har lært en ting eller to om mig selv jeg ikke vidste i forvejen. Men alt det heavy kan vi komme ind på, på et senere tidspunkt. NU skal det nemlig handle om hvad der nu skal ske. Sommerferien er så småt ved at være slut, og hverdagen banker på døren, jeg skal, som så mange andre, til at finde penalhus, computertaske og ikke mindst en masse nye skole-appropriate tilføjelser til min garderobe frem igen. Det føles som en ny begyndelse, når man starter på en ny uddannelse, semester eller gymnasieår, og jeg længes sådan efter det.
Dét jeg glæder mig allermest til er at få en normal hverdag igen, at have en fast rutine, åh ja og så selvfølgelig at lave noget man virkelig brænder for hver dag. Det har da været sjovt at prøve et år, hvor man arbejder hver dag og får prøvet det af, men lets be honest det er jo røvsygt, og jeg er glad for at det snart er slut.
Nu banker en ny start på døren, men for første gang i mit liv føler jeg ikke at jeg som sådan trænger en ny begyndelse, altså en reevaluering af mig selv, så at sige. Ikke som da man startede på gymnasiet og fik sådan en “fra barn til voksen” agtig feel. Eller bare 2.g til 3.g hvor jeg virkelig følte at jeg trængte en ny start, hvor fokus skulle lægges nogle helt andre steder og jeg bare virkelig havde brug for at mærke efter hvem jeg var. Det er ikke den slags “frisk start” jeg har brug for denne gang, jeg føler egentlig jeg har ret godt styr på mig selv, og ved præcis hvad jeg vil med den her uddannelse og hvor mit fokus skal være. Men jeg trænger til at komme igang, møde nye mennesker, arbejde hårdt og fokuseret og til at mærke hvordan det føles at beskæftige sig med noget man brænder for!
Det er om blot 14 dage at det sker, jeg håber på at møde en masse nye skønne mennesker, som brænder for det sammen som mig selv, at skabe og udvikle kreative produkter. Jeg glæder mig til at kunne sparre med andre, at blive klogere og dygtigere og at udvikle mig personligt. Nu måtte sommerferien egentlig gerne bare være slut.
Jeg håber at i har haft en skøn sommerferie, og at i, som jeg, har noget at glæde jer til når den er slut, om det er sabbatår, arbejde, 3.g eller nyt studie, så håber jeg at i glæder jer ligeså meget som jeg selv!
Kommende jordemoderstuderende, drømmende, lider af JOMO (joy of missing out), hundeangst for at træffe de forkerte valg, dårlig til ordsprog og det med tal. Lattermild ad pommern til, propfyldt med fregner, ligesom mit klædeskab er propfyldt med kjoler. 21 år, kærester med Kalle, boligsøgende og feminist.
