Hvad så nu?

Ovenstående er jeg nok blevet spurgt om en halvfjerds-firs gange siden jeg er kommet hjem fra rejse; “hvad skal der så ske nu?”, “hvad skal du så lave indtil studiestart?” eller “har du så fundet et nyt arbejde?”.

Jeg har to ting at sige til det. 1. Jeg troede jeg havde et arbejde, et vikarjob vel at mærke. Men er der timer i det? Nej. Nu sidder jeg på 2. uge og er stadig ikke blevet ringet op. Om jeg er utålmodig? JA.

2. Jeg ved det ikke lige nu? Er det ikke også okay? At jeg i et halvt år, seks måneder, rent faktisk ikke har nogen plan?

For manges vedkommen spørger de jo bare af ren nysgerrighed og interesse for hvad jeg går og bruger min hverdag på. Det er altid spændende at høre! Jeg indrømmer; jeg spørger da selv folk om det samme. Altid god ice breaker, vi ved bare ikke altid om spørgsmålet på nogen måde kan ske at være et lille stik i siden hver gang det kommer ud ad nogens læber. Jeg selv kan virkelig mærke det nu. Stikket. Jeg kan mærke usikkerheden, fortvivlelsen hobe sig op. Mig, der altid har haft en plan – altid har haft et arbejde. En hverdag. Det er mere end hvad man kan sige jeg har lige nu. Mine dage er så uendeligt lange, og jeg ved godt at jeg måske ynker og har ondt af mig selv, men jeg kan faktisk næsten ikke holde det ud. Jeg har nu skrevet 11 ansøgninger og søgt 15 forskellige steder. Men hvad hjælper det når alt jeg kan tilbyde er et halvt år på arbejdsmarkedet før studiet kalder til februar? Jeg synes det hele virker så opgivende, og tanken om at jeg ingen indtægt har dræber mig langsomt. Jeg kan mærke hvor stresset det gør mig. Ærligt, det stresser mig ikke at lave noget. Og at blive mindet om det konstant når folk med nysgerrighed i stemmen spørger – vel at mærke efter jeg netop har fortalt om mine planer til vinter – hvad jeg så laver nu? Mit svar: ingenting. Av, det svider. Og jeg vil vædde min arm på, at jeg ikke er ene om denne følelse. Det trøster mig trods alt lidt.

/Mille