Virtuel sommerkrammer og tankemylder

Wauw… sjældent har jeg dog været så sommerberuset. Solen, varmen, de spontane aftaler og VM kampene, der ruller på skærmen, i radioen og på alle folks tunger. Det er jo til at blive helt høj af. For ikke at tale om studenterugen, der lige har taget sit indtog i den foregående uge, samtidig med at Silkeborg Jazz Festival også fyldte gaderne med liv, (jazz)musik og fadøl i lange baner. Kan man blive andet end helt aldeles glad og lykkelig? Det er i hvert fald den følelse, der gang på gang skylder ind over min krop og mit sind og forvandler min fremtidsstressede hjerne om til en folkeskoleelev, der lige har taget hul på en 7 ugers sommerferie, der synes at vare evigt. I hvert fald lige lidt endnu.

Jeg forsøger at lade alle lykkeruserne få deres space i min hverdag, uden at skubbe dem væk med dårligdom, stressfølelser, lavt selvværd og depressing thoughts helt generelt. Det har der nemlig været en del af på det sidste, føler jeg. Men nu rammer ferien også mig, og jeg føler at jeg får endnu en ‘livets chance’ for at starte forfra. Den slags forfra, man kun oplever ved store livsskifte. Fx som da jeg tog på efterskole i 2013, eller startede mine tre gymnasieår blandt hundredevis af nye ansigter. Det er den bedste følelse. Tavlen er visket ren, og du får lov at skabe dig selv igen fra bunden overfor de nye bekendtskaber der venter dig. Jeg kan virkelig mærke at det er præcis hvad jeg trænger aller mest til; at starte på ny. Et helt nyt, spændende og forhåbentligt givende kapitel i mit liv. Om der venter mig en studietid i Esbjerg eller Aalborg, en lang rejse til udlandet eller et højskoleophold vides endnu ikke. Og med under en måned til at beskeden endelig kommer i e-boksen – “du er optaget” eller, “vi kan ikke tilbyde dig en studieplads” – har den aldrig været tættere på. Jeg får ondt i maven ved tanken, og ærligt talt vil jeg bare helst ikke snakke om det. Hvad nu hvis jeg ikke kommer ind? Jeg kan ikke overskue at skabe mig selv endnu et sabbatår i uvished, og så dog er det måske lige netop hvad der skal til? Jeg ved det ikke. Ingen kan vide. Jeg kan kun håbe og krydse fingre for at det, som jeg lige nu ser som værende det nemmeste for mig, kommer til at ske. At jeg kommer ind <3 I må gerne (nej jeg mener, hvis du har nået at læse helt her til – så skal du faktisk!!) KRYDSE de fingre og få også lige naboen til at gøre det også.

Enough with the stressed and depressed part; now to the really well dressed (hvis jeg selv skal sige det, for det skal jeg jo;))

I dag var jeg hoppet i min nye glimmerbluse fra Résumé, en gammel kending – nederdelen vel at mærke, fra Gestuz og en uundværlig blondetop fra Samsøe, for at dække mavsen lidt til under det transparente virvar af glimmer. Jeg kørte op til den lokale gårdbutik i byen og hentede et halvt kilo ærter. Yndlingsspise efter jordbærsæsonens ophør! Er I med mig?? Vejret var jo lige til at dase med det nyudkomne ELLE under et træ i haven på tæppet med sprøde, saftige og søde ærter. Forinden havde jeg været til min kære bedstefars 90 års fødselsdag, hvilket måske forklarer det lidt finere outfit for dagen i dag. Jeg valgte dog at beholde det på resten af dagen, da jeg følte mig alt for sommerfin til at lægge det i vasketøjskurven. Og hvor skønt er det ikke at føle sig søndagsfin en hel dag i sommerens tegn? Jeg er vild med det.