Lige hvad jeg havde aller mest brug for

Fredagspoesi

(Trigger alert: ordet menstruationskop indgår…)

Jeg har i denne uge fået æren *host* af at afprøve den berømte og berygtede menstruationskop og jeg tænkte derfor, at jeg ville dele min oplevelse med Jer, hvis I nu selv går og overvejer det. Efter en 4-5 tudeture, en pakke Anthon Berg (har selvfølgelig spist det hele helt selv), et hysterisk anfald, 2 bumsekratere og nu snart også en halv Ben & Jerry ooog måske også en enkelt tudetur mere, så er jeg blevet meget klogere på det der med koppen. Bevares, jeg mangler da lige et par dage endnu før vi er helt ovre denne turbulens af en uge det har været. MEN. Jeg har aldrig følt mig så uberørt af min menstruation som jeg har følt mig i denne uge. Den førnævnte (lange) liste over ubekvemmeligheder jeg har været omfavnet af i disse dage, har godt nok ikke været så meget anderledes end det normalt er, når det er “denne tid på måneden”. Til gengæld har jeg overhovedet ikke mærket til alt det hurlumhej, jeg ellers normalt også omfavnes af under perioden; her mener jeg selvfølgelig tamponer, bind, flere tamponer, nætter hvor jeg er blødt igennem og følelsen af at lække ud i trusserne mens man er på arbejde (eller endnu værre; når man nyser! Ardh!). Intet af det har jeg mærket til, overhovedet.

Når det er hele essensen (udover mood swings og besynderlige cravings selvfølgelig) så synes jeg ærligt talt at det har været en ren og skær succesoplevelse at etablere forholdet til koppen. Det er jo mildest talt genialt. Og jeg ved godt at jeg bestemt ikke skal tage æren for, at være den der er først til at tale for den geniale gummidippedut, men HØR LIGE venner, det er SÅ smart. I starten vil det helt sikkert føles dybt ubehageligt, men lynhurtigt glemmer man alt om det, og når man først har prøvet at isætte den et par gange, så er det lige før, at jeg vil gå så langt at sige, at det faktisk er en hel befrielse. Og pardon my french, men det er også ret lækkert at tømme den igen (man skal først lige lære teknikken og finde sin egen stil) men åh gud hvor er det satisfying når man først klikker med koppen. Det er ge-ni-alt i tell you! Jeg vil vove at påstå at når du først har givet den en chance (det tog mig cirka 2-3 dage at lære systemet) så vil du elske det ligeså meget som jeg. Så smid hvaddu har i hænderne og køb en menstruationskop (jeg købte min på organicup.com) og kom igang med at få dit livs menstruation, ha! Åh, det er et dejligt emne, ikke? 😉

Og så god fredag forresten, haha.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lige hvad jeg havde aller mest brug for