2600 kr fattigere…

…Men 9 studiebøger rigere. Tjek, tjek, tjek. Hvad mere kan man ønske sig? (Udover at det MEGET snart godt må blive februar, så jeg kan komme igang?) “Skat, du har altså alt for ondt af dig selv” sagde min kæreste til mig i går, da jeg kom grædende hjem til ham fordi en lastbilchauffør havde dyttet af mig (totalt uberettiget og virkelig bare hamrende irriterende, fordi jeg selvfølgelig kørte som en drøm..og bare blev forskrækket ad h til). Over at jeg græd over en dyttende lastbil? Eller over at jeg har brugt alle mine sparepenge på studiebøger? Ingen af delene skal jeg sige jer. (For ja, den kære Kalle har nemlig helt ret i, at jeg har alt for ondt af mig selv). Det er selvfølgelig over ventetiden og min (manglende/ikke-eksisterende) sans for tålmodighed og tanker som “alt godt kommer til den, der venter” osv. Jeg ejer ikke et gram af hverken det ene eller det andet. Ikke et gram. Og jeg ved ikke, måske i efterhånden godt kan mærke det derude, jer, der læser med bag skærmen? At jeg mildest talt er ved at blive skør over forventningsglæden… Det er ganske rigtigt, det han siger; jeg har så død og pine ondt af mig selv og jeg svælger i min egen selvmedlidenhed og det eneste der kører rundt i mit hoved er “så, nu er der kun x dage tilbage til studiestart” eller “ej jeg må hellere lige gå ind og læse introugens skema én gang til”, alt dette alene for at få den lillebitte snert af den virkelighed, der venter mig om hjørnet. Jeg piner mig selv og jeg både elsker og hader det.