Noget om mænd og parmiddag (del 2)

Så blev det søndag. Og her sidder jeg nu engang i min seng med de vildeste søndags blues. Følelsen når man egentlig ikke har hverken tømmermænd af den ene eller den anden slags, men hvor kroppen egentlig bare er gået i stand by, indtil mandagen igen byder sig, om hvad der, lige nu, føles som få timer. Søndags blues indebærer også følelsen af en helt igennem vellykket aften, som nu er passé, men man sidder alligevel med følelsen af, at man ikke var helt klar til at sige farvel. Og så dog, for på samme tid er man død og pine virkelig træt og udmattet. Sådan rigtigt tung i sindet og tom for energi. Så måske alligevel godt, at lørdagens festligheder kom til ende. Søndags blues er et kompleks af modsatrettede følelser og energier, og jeg både hader og elsker det.

Vores parmiddag gik til gengæld virkelig godt, over al forventning. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi mødes sådan med vores kære mænder. Det var så hyggeligt og stemningen var helt i top. Det endte med at blive en værre spilleaften, og desværre måtte jeg tage mig til takke med intet mindre end 0 sejre i løbet af aftenen. Vi spillede ellers både Hint, bordfodbold og en slags bord-curling på den relativt nye sportsbar, der er åbnet i Silkeborg. Så man skulle jo ellers tro at jeg havde en chance for at vinde, men nej… Den evige taber er og bliver altså mig.

For at få en afslutning på den her historie om mænd og parmiddag i to dele, så konkluderer jeg lige at jeg rent faktisk ikke er så afvisende overfor om vores mænd synes, at en parmiddag igen en anden gang kunne være en hamrende god idé. Og det er altid dejligt ikke at være alene om den følelse! SKÅL.